23/10/2026
DROP JERES RETFÆRDIGGØRELSE AF TYVERI
”Jeg synes ikke, at det principielt er moralsk forkert at stjæle”, siger en 26-årig kvinde til Politiken.
Jeg har faktisk ikke engang lyst til at gøre reklame for den artikel, som er udtryk for et usundt moralsk skred i vores samfund.
For kvinden er desværre ikke alene. Hver femte dansker accepterer i dag, ”at man tager lidt varer i et stormagasin uden at betale”. I 2010 var det kun 6 pct.
Der er noget helt galt i vores kultur, når man retfærdiggør at stjæle.
Kvinden i Politiken retfærdiggør det med en absurd form for antikapitalisme:
”Jeg ville aldrig stjæle fra en lille butik. Det har noget at gøre med størrelsen på virksomheden, på lille mig og på de ting, jeg stjæler, at jeg synes, det er okay”.
Journalisten ringer også hendes 28-årige ven op. Han fortæller, at han begyndte at stjæle som en ”kedsomhedsting”.
”Det var lidt edgy og gav noget adrenalin i hverdagen. Jeg har mest stjålet dyrere luksusvarer som røget laks, parmesan, lækkert kød og en del chokolade”, siger han.
Lad mig sige det helt klart: Det er ikke oprør at stjæle, heller ikke fra store virksomheder. Det er tyveri, og det er moralsk forkert. Du er ikke David mod Goliath, når du retfærdiggør dine egne dårlige handlinger. Du er bare en tyv.
Endnu værre er det, at det åbenbart er en masse smarte københavnere, der er begyndt at stjæle. Eller ”hapse”, som en kilde i artiklen kalder det i et forsøg på at nedtone sin umoralske handling med en blødere betegnelse. I artiklen skriver Politiken: ”De stjæler ikke for at få mad på bordet. De stjæler for at have det lækkert.”
Drop jeres retfærdiggørelse af tyveri. Det er depraveret. Køb jeres varer. Vi lever i et civiliseret samfund.