30/10/2026
“Du kan ikke bestemme, hvad der sker med dig. Men du kan selv bestemme, hvordan du reagerer.”
Den sætning delte jeg selv på Facebook, da Corona brød ud.
Det var inden, vi vidste, at Torben var syg. Inden jeg vidste, hvad der ventede os.
Efter Torbens død dukkede opslaget op som et Facebookminde.
Jeg kan huske, at jeg sad og rystede på hovedet.
For jeg havde jo selv troet på de ord.
Men nu vidste jeg pludselig noget, jeg ikke havde været opmærksom på dengang.
At der findes situationer i livet, hvor vi ikke bare kan vælge, hvordan vi reagerer.
Hvor kroppen reagerer, før tankerne når at følge med. Hvor søvnen forsvinder, koncentrationen svigter, og følelserne kan være så overvældende, at vi knap nok kan genkende os selv.
Og hvor den person, vi plejede at finde tryghed hos, ikke længere er her.
Som terapeut ved jeg, at vi kan arbejde med vores reaktioner. At vi kan udvikle vores evne til at regulere følelser og finde nye måder at håndtere det ubærlige på.
Men jeg ved også, både fagligt og personligt, at vores muligheder afhænger af, hvor belastede vi er, og hvilke ressourcer vi har til rådighed.
Vi har ikke altid mulighed for at vælge vores umiddelbare reaktion.
Og det sidste, et menneske i sorg har brug for, er at føle sig forkert, fordi det ikke kan reagere anderledes.
Jeg tror stadig på, at vi har indflydelse på, hvordan vi lever med det, der rammer os.
Men jeg tror ikke længere på, at vi altid selv kan bestemme, hvordan vi reagerer, når livet gør allermest ondt.
Kh
Dorte, Sorg&Glæde💔
