28/10/2026
Jeg var bange for konflikter.🌺
Ikke kun for de høje stemmer eller den vrede, jeg kunne mærke omkring mig, men også for det, der kunne ske bagefter. At nogen trak sig, blev stille eller var utilfredse med mig. Jeg var bange for at have gjort noget forkert, og måske allermest for, at jeg ikke længere var værd at elske.
Jeg lærte tidligt, at det føltes tryggere at tilpasse mig end at vise, hvad jeg selv følte. Jeg blev rigtig god til at mærke andre mennesker og kunne fornemme en stemning, før nogen havde sagt et ord. Jeg vidste, hvornår jeg skulle være stille, og hvornår jeg skulle gøre noget for at få andre til at have det godt. Men midt i al den opmærksomhed på andre lærte jeg ikke, at mine egne følelser også havde betydning. At jeg gerne måtte være vred, ked af det, uenig eller have brug for noget fra andre.
Jeg voksede op med alkohol i hjemmet, og i mange år forstod jeg ikke, hvor meget den opvækst havde formet min måde at være i verden på. For jeg klarede mig jo. Jeg var stærk, selvstændig og ansvarsfuld, og jeg kunne præstere og opnå resultater, som andre beundrede. Men bag den styrke var der også en usikkerhed og en frygt for ikke at slå til. Jeg havde svært ved at acceptere mig selv, når jeg ikke levede op til mine egne forventninger, og selv anerkendelse udefra kunne ikke altid ændre den følelse.
Jeg havde lært at være noget for andre, før jeg havde lært at være noget for mig selv.
Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig gennem mit eget udviklingsarbejde, er erkendelsen af, hvor meget af det, jeg troede var min personlighed, der også var tillærte måder at beskytte mig selv på. Min trang til at klare alting selv, den dårlige samvittighed, når jeg valgte mig selv, mit behov for at gøre tingene rigtigt og min usikkerhed, når andre var utilfredse. Også den indre stemme, der kunne være langt hårdere ved mig, end nogen andre var.
I mange år troede jeg, at jeg skulle arbejde på at blive mere selvsikker, stærkere og bedre til at stå ved mig selv. Men efterhånden er det blevet tydeligt for mig, at noget af det vigtigste ikke handler om at ændre mig, men om at forstå, hvorfor jeg i første omgang lærte at tvivle på mig selv. For hvordan skal jeg kunne føle mig fri til at være den, jeg er, hvis en del af mig stadig tror, at kærlighed afhænger af, om jeg gør det rigtige?
Den erkendelse har betydet meget for mig, og den er i dag en vigtig del af mit arbejde med andre kvinder. Jeg er ikke optaget af at fortælle kvinder, at de bare skal lære at sige nej, tænke positivt eller sætte flere grænser. Jeg er langt mere optaget af at forstå, hvad der sker indeni, når de forsøger. Hvilke følelser bliver vækket, hvad mærker de i kroppen, og hvad er de egentlig bange for vil ske, hvis de begynder at stå ved deres egne behov?
For måske handler frygten ikke kun om at skuffe andre. Måske handler den om at miste deres accept, kærlighed eller forbindelsen til dem, vi holder af. Og måske er det netop derfor, det kan være så svært at ændre mønstre, selv når vi godt ved, at de ikke længere er gode for os. De har engang været vores måde at skabe tryghed på.
Jeg har ikke alle svarene, og jeg er stadig selv i gang med at forstå mine egne mønstre. Men jeg har lært, hvor vigtigt det er at møde de sider af mig selv med forståelse frem for kritik. At turde mærke mine egne følelser og behov uden straks at tilsidesætte dem, og at øve mig i at være mig selv, også når andre måske ikke forstår mig eller er enige med mig.
For jeg ønsker ikke længere at bruge mit liv på at være den, jeg tror, andre har brug for, hvis det betyder, at jeg skal tilsidesætte mig selv.
Jeg ønsker at kunne være mig selv med alt det, jeg indeholder. Min styrke, min sårbarhed, mine følelser og mine behov. Uden hele tiden at skulle gøre mig fortjent til at være god nok.
Måske er det netop her, den vigtigste forandring begynder. Når vi langsomt begynder at forstå, at vi ikke behøver at tilsidesætte os selv for at være værd at elske. ❤️
Anja Nøddebo
