14/10/2026
𝐔𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐨𝐩𝐥𝐞𝐯𝐞𝐥𝐬𝐞 𝐢 𝐤𝐥𝐢𝐧𝐢𝐤𝐤𝐞𝐧 – 𝐮𝐠𝐞 𝟑𝟗/𝟒𝟎
Ugen har budt på flere ting, som alle har betydning for mit arbejde som terapeut og for, hvordan jeg ser stress og traumer.
Jeg vil begynde med noget, jeg synes er vigtigt at nævne – jeg går selv til behandling og supervision. Det er en meget vigtig del af, at jeg kan være en god terapeut. Mandagen blev brugt på mig selv, hvor jeg fik en MER-bindevævsbehandling (Myofascial Energetic Release) hos min kollega Ulla i Randers. Det var en dejlig oplevelse, især da jeg er begyndt at løbetræne igen og havde nogle ømme lægmuskler, som var glade for lidt opmærksomhed.
Mens jeg sidder og skriver dette, er jeg på vej til København til personlig supervision hos Thrane Terapi – som vil handle om de udfordringer, jeg selv sidder med i min hverdag som terapeut.
Onsdagen bød på Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørendes konference om traumer og deres betydning for det enkelte menneske. Hovedfokus var, hvordan der kunne komme en traumeinformeret tilgang til PTSD og anden psykisk sygdom.
Det var meget interessant at høre både danske og udenlandske psykologer og psykiatere tale om, at det, der opfattes som psykisk sygdom, måske "bare" er en håndtering af voldsomme oplevelser og traumer. At den enkelte finder en vej i deres eget liv – som så opfattes som psykisk sygdom, men som i virkeligheden er en måde at overleve på i en situation, som vedkommende ikke havde ressourcer til at løse, da det skete. At selv stemmehøring er en traumereaktion – intet andet.
Så i stedet for at fokusere på symptomerne skal man fokusere på årsagen til, at de opstår – og se dem som en måde at håndtere uhåndterbare hændelser på.
I den afsluttende debat var den fælles holdning, at hvis vi kan få et psykiatrisk behandlingssystem, der ikke skaber yderligere traumer for den enkelte, vil vi være nået langt. En grundlæggende traumeforståelse integreret i systemet anså de for umuligt i deres levetid.
Samtidig var det min klare oplevelse, at der findes en underskov, hvor traumeforståelsen allerede er en naturlig del af tilgangen. Så der er masser af HÅB derude – men det kræver, at den enkelte har overskud og ressourcer til at opsøge hjælp uden for det konventionelle behandlersystem. Og det er præcis det, der hindrer mange af dem, der har mest brug for hjælp, i at få den.
Til sidst vil jeg fortælle om en oplevelse i klinikken. Jeg arbejder direkte med arvæv i mit fysiske arbejde. Denne uge havde jeg en klient med meget arvæv efter en voldsom trafikulykke for 3-4 år siden. Ved at arbejde med arvævet kom klienten i kontakt med gamle traumatiske oplevelser fra mange år tidligere – længe før arvævet opstod. Arvævet var en port til dybe traumer, der havde ligget på l***r i kroppen i mange år.
Gennem arbejdet var det muligt at hente fortrængte dele af bevidstheden hjem og få dem integreret igen – ind i helheden. Traumet fra ulykken var ikke aktivt under denne session. Måske det havde fundet sin plads – eller også var der bare noget dybere, der kaldte på opmærksomheden, nu det endelig var muligt at blive set og mødt.
𝐔𝐠𝐞𝐧𝐬 𝐤𝐨𝐦𝐦𝐞𝐧𝐭𝐚𝐫 𝐢 𝐤𝐥𝐢𝐧𝐢𝐤𝐤𝐞𝐧:
Kvinde, der kom til 3. behandling:
"𝘑𝘦𝘨 𝘷𝘢𝘳 𝘯ø𝘥𝘵 𝘵𝘪𝘭 𝘦𝘧𝘵𝘦𝘳 𝘴𝘪𝘥𝘴𝘵𝘦 𝘣𝘦𝘩𝘢𝘯𝘥𝘭𝘪𝘯𝘨 𝘢𝘵 𝘩𝘰𝘭𝘥𝘦 𝘪𝘯𝘥 𝘵𝘪𝘭 𝘴𝘪𝘥𝘦𝘯 𝘱å 𝘷𝘦𝘫𝘦𝘯 𝘩𝘫𝘦𝘮 𝘰𝘨 𝘳𝘪𝘯𝘨𝘦 𝘵𝘪𝘭 𝘮𝘪𝘯 𝘷𝘦𝘯𝘪𝘯𝘥𝘦 𝘧𝘰𝘳 𝘢𝘵 𝘧𝘰𝘳𝘵æ𝘭𝘭𝘦, 𝘢𝘵 𝘫𝘦𝘨 𝘪𝘬𝘬𝘦 𝘩𝘢𝘷𝘥𝘦 𝘯𝘰𝘨𝘦𝘯 𝘴𝘮𝘦𝘳𝘵𝘦𝘳 𝘪 𝘮𝘪𝘯 𝘬𝘳𝘰𝘱 – 𝘩𝘷𝘪𝘭𝘬𝘦𝘵 𝘷𝘢𝘳 𝘶𝘷𝘪𝘳𝘬𝘦𝘭𝘪𝘨𝘵, 𝘥𝘢 𝘫𝘦𝘨 𝘯𝘰𝘳𝘮𝘢𝘭𝘵 𝘩𝘢𝘳 𝘬𝘰𝘯𝘴𝘵𝘢𝘯𝘵𝘦 𝘴𝘮𝘦𝘳𝘵𝘦𝘳."
