14/10/2026
Skønne Ann Helene fra SanseLab - Børneergoterapi med fokus på sanseintegration har lavet 2 fantastiske opslag om Særafter. Det var i øvrigt noget vi snakkede om i podcasten.
Jeg vil gerne bidrage til emnet. 🥰
Jeg er faktisk heller ikke er så glad for ordet særaftaler. For mig rummer det noget negativt.
Jeg er som Ann Helene mere optaget af begrebet deltagelsesveje, som Anine Thilquist, forperson for EFS Børn og Unge, bruger.
For det er vel i virkeligheden det, vi forsøger at skabe. Veje ind i deltagelse.
Jeg står lidt med ét ben i to verdener i min hverdag. Jeg er børneergoterapeut, men jeg er også underviser i en grundskole.
Når jeg ser på et barn som ergoterapeut, kan jeg ikke lade være med at se på biologien. På nervesystemet, sansningerne, arousal og på hvad der mon sker i barnets krop, når kravene bliver større end barnets mulighed for at regulere sig.
Bruce Perry har blandt andet beskrevet, hvor forskelligt vores hjerner er forbundet, og jeg synes, det er en vigtig påmindelse om, at vi simpelthen ikke er wired ens.
For mig giver det ikke mening at forestille sig, at der er én måde at sidde, lytte, lære eller deltage på for alle børn.
I min klasse kan et barn få tilbudt at hoppe på trampolinen, et andet kan få modellervoks i hænderne, nogle gange er tyngdevesten det, der gør forskellen og andre gange Roligheden. Nogle gange sender jeg et barn på toilettet, inden kroppen selv når at sige fra og andre gange minder jeg barnet om at lægge mærke til, hvordan vejret er, eller hvad der sker inde i kroppen.
Det er ikke særaftaler i min optik.
Det er forsøg på at skabe adgang til deltagelse.
For jeg har brug for at få fat i barnets tænkende hjerne, når jeg underviser. Hvis barnets nervesystem er optaget af at håndtere noget andet, er det ikke nødvendigvis mere undervisning, flere beskeder eller en skarpere besked, der er løsningen.☺️
Men her kommer min anden faglighed ind.
For jeg er også underviser.
Og jeg er også bare et menneske.
Jeg har en klasse, der skal fungere. Jeg har 18 forskellige børn. Jeg har undervisning, relationer, praktiske ting, kolleger, forældre og alt det andet, som en skolehverdag består af.
Vi, der arbejder med mennesker, har ofte et ret veludviklet Moder Teresa-gen. Vi vil gerne hjælpe. Vi vil gerne række ud. Vi vil gerne finde den lille ting, der kan gøre dagen lettere for barnet.
Men nogle gange glemmer jeg det.
Ikke fordi jeg vælger et barn fra. Ikke fordi jeg ikke vil hjælpe. Men fordi hverdagen er kompleks, og fordi der også er andre ting, jeg skal have øje for.
Det synes jeg er en yderst vigtig del af samtalen.
Der er en risiko for, at vi i vores ønske om at tage individuelle hensyn, kommer til at gøre fællesskabet så individuelt, at det til sidst bliver svært at være fælles.
Det kan for eksempel blive til ønsker fra forældre om, hvem deres barn må sidde ved siden af, hvem de ikke må sidde ved siden af, hvad de skal have mulighed for, og hvad de ikke skal udsættes for.
Jeg har et rigtig godt og skønt samarbejde med forældrene omkring mine elever, og jeg skriver ikke dette for at pege fingre ad nogen. Tværtimod. Jeg tror, det gode samarbejde bla. kommer af, at jeg står ret meget på min faglighed – men også fordi jeg ikke ser mig selv som et orakel- Jeg kan tage fejl.
Forældrene ved noget, jeg ikke ved. Barnet ved noget, vi voksne ikke altid får øje på. Og min faglighed er et perspektiv – ikke hele sandheden.
Samtidig synes jeg, vi skylder børnene at turde holde fast i, at målet ikke nødvendigvis er, at omgivelserne altid skal tilpasses barnet.
Nogle gange skal omgivelserne selvfølgelig tilpasses. Nogle gange skal barnet også hjælpes til at udvikle et mere fleksibelt nervesystem og flere strategier, så deltagelsesmulighederne bliver større.
Det er en meget vigtig forskel for mig.
Jeg vil ikke lære børn at holde ud for fællesskabets skyld. Jeg vil gerne hjælpe dem med at kunne være i flere forskellige fællesskaber.
Derfor synes jeg, deltagelsesveje er et meget mere interessant ord end særaftaler.
Det handler ikke kun om, hvad det enkelte barn får. Det handler om, hvordan vi skaber mulighed for, at barnet kan være med – samtidig med at vi passer på det fællesskab, barnet skal være en del af.
Puha… ja det er i det spændingsfelt, jeg selv står hver dag (og mange andre)
Som børneergoterapeut.
Som underviser.
Og som menneske.
Jeg håber ovenstående giver mening. ♥️
Kh. Christina.